Øj, øj, aftenens eskapader med whisky kunne mærkes! Det blev sent, før jeg stod op. Ved 9-tiden tror jeg.
Torben var taget afsted på dykkertur og alle havde spist morgenmad på Hippiebar, bortset fra Lasse og jeg. Marie sagde, at en af dem, der lavede ildshow aftenen i forvejen, lå og sov på stranden. Lasse og jeg gik hen for at spise morgenmad og vi kunne se, at "ildmanden" var "stået op".
Formiddagen gik med at slappe af og ligge på solvognene ved stranden - og bade. Det var bare rigtig lækkert!
Kl. 13 tog vi en longtailbåd ind til havnen - 200 bath. Det var godtnok kun ca. 1500 meter derind, men det var meget varmt at gå sådan en tur i middagsheden. Destinationen til frokost var restaurant H. C. Andersen, der serverede skandinaviske specialiteter, så der var udsigt til sild, snaps, spegepølse, fiskefilet, frikadeller osv. Jamen man bliver altså lidt kulret, når man har været væk fra Danmark i 3 uger. Man rejser ud og smager det lokale mad og det elsker vi. Men det er altså dejligt at vende tilbage til stegt flæsk og persillesovs og noget dansk smørrebrød!
Første skuffelse: ingen sild - øv bøv. Næste skuffelse: Ingen ost - øv bøv. ...og så: Ingen fiskefilet - øv bøv. Nå, men det endte med, at det vi fik, det smagte bare super! Jeg kunne f.eks. ikke huske, hvornår jeg havde fået så lækker en roastbeef!
Efter en - trods alt - veloverstået frokost, var de sidste tømmermænd forduftet. Vi osede rundt og traskede tilbage til resortet. Det var en rigtig dovendag. Torben vendte tilbage fra en spændende dykkertur. De havde bl.a. set hajer og dykket ved et skibsvrag (en bilfærge). Historien om færgen gik på, at der var tale om forsikringssvindel, for færgen var tom for biler og passagerer, da den sank...
Nu havde vi godtnok spist frokost på H. C. Andersen men far og jeg havde allerede 2 dage tidligere bestemt, at vi skulle spise samme sted til aften i dag. Aftalen gik på, at Torben skulle give drinks, far og mor maden - og vi vinen.
Vi stavrede ind mod byen. Heden var stadig intens og tempoet røg automatisk ned.
Menuen på H. C. Andersen bestod af hvidløgsbrød og nachos til forret (nej jeg ved godt, at det ikke er typisk dansk - men det smagte f...... godt!) og pebersteak for fleres vedkommende til hovedret. Lasse fik en stor portion kartofler med persillesovs. Det kneb lidt med at have plads til al den gode mad. Frokosten fyldte stadig godt i maverne, men med en kraftanstrengelse, nåede vi næsten i mål!
Godt mætte og trætte gik vi tilbage til resortet. Far og mor havde ikke plads til så meget som en godnatøl, så det blev lige til en hurtig en til Torben og jeg. Nej, hvor var vi trætte allesammen.